|
Bunkermuseet Hirtshals 10. Batteri
|
|
Historien om Henry Olesen
Henry Olesen kom oprindeligt fra København, men flyttede i 1919 med sin familie til Hirtshals, på dette tidspunkt var han 9 år gammel. Årsagen, til at familien flyttede til Hirtshals, var, at hans far her skulle arbejde ved havnebyggeriet. Da Henry blev lidt ældre kom han i lære som smed hos sin far ligeledes ved havnebyggeriet. I 1941 var Henry med til at bygge den første hermetik- og fiskemelsfabrik, men efter nogen tid blev mandskabet på fabrikken afskediget, da der ikke var nok for dem at lave.
Herefter tog Henry Olesen arbejde som losser på havnen, men han fandt hurtigt ud af, at dette arbejde var meget hårdt og uvant for ham. Da han havde svært ved at klare arbejdet som losser, tog han imod et jobtilbud fra sin tidligere arbejdsgiver; han blev tilbudt at komme tilbage til sit gamle firma, som arbejdede ved tyskernes bunkerbyggeri ved fyret – altså det såkaldte 10. Batteri.
Den næste dag startede Henry i sit nye job i tyskernes bunkeranlæg; han skulle installere rør til telefon, udluftning, radio, vand og strøm i bunkerne. Her kunne han arbejde meget frit, han skulle blot installere rørene efterhånden som bunkerbyggeriet skred frem. Det var ikke et synderligt hårdt arbejde – flere gange startedes arbejdet først et godt stykke oppe ad formiddagen. Når arbejdet så endelig gik i gang, handlede det ikke om at arbejde hurtigt, men blot om at få tiden til at gå.
Henry mente, at det var et meningsløst job at bygge bunkere for tyskerne, og at arbejdet derfor, af dem som ikke var på akkord, blev udført i nedsat tempo. Men mange danskere var nødt til at tage dette meningsløse arbejde, da der ikke var meget andet arbejde at finde. Hvis man ikke kunne finde andet arbejde var alternativet til at arbejde for tyskerne i Danmark at arbejde for tyskerne i Tyskland, og det ville de fleste helst undgå. På denne måde blev mange arbejdere sendt fra hele landet for at deltage i bunkerbyggeriet i Hirtshals.
Til trods for at arbejdet ikke var så hårdt, for dem, som ikke var på akkord, aflønnede tyskerne deres arbejdere godt; i løbet af det års tid, hvor Henry Olesen arbejdede i bunkerbyggeriet, tjente han over dobbelt så meget i forhold til, hvad han havde tjent det foregående år! Det skal dog siges, at tyskerne ikke tjekkede hvor mange overarbejdstimer, der blev skrevet på arbejdernes lønningssedler, så der blev flittigt skrevet en masse ekstra timer på.
Det arbejde, som Henry Olesen udførte, blev kontrolleret af tyskerne, de skulle se efter om det hele gik ordentligt for sig, for hvis rørene, som han havde installeret blev stoppet med beton under støbningen, kunne bunkeren være blevet stort set ubrugelig. Derfor blev det kontrolleret at rørmundingerne var ordentligt tildækket inden støbningen gik i gang. En enkelt gang var det dog ved at gå helt galt for Henry i bunkerbyggeriet; ved støbningen af en bunker var der kommet beton ind i et af rørene, da det ikke havde været ordentligt tildækket. Tyskerne beskyldte straks Henry Olesen for sabotage og slæbte ham med ud i klitterne. Tyskerne var bevæbnede, og de truede Henry på livet, men han fik heldigvis overbevist tyskerne om, at han på ingen måde kunne drømme om, at sabotere sit eget arbejde, hvorfor han fik lov til at slippe.
Henry Olsens forhold til de tyskere, som var i batteriet var overordnet godt, især en ældre kontrollør ved navn Klaus Kreicke blev han gode venner med. Henry hjalp af og til Klaus Kreicke med at få startet hans lille motorcykel, når den strejkede, og som tak fik Henry en stor cigar. For en periode blev det da også til flødeskumskager til kaffen sammen med tyskerne både for- og eftermiddag. Der var altså som regel en venskabelig tone iblandt arbejderne og tyskerne, og krigens gang blev der ikke talt om, da dette emne ville kunne skabe modsætninger imellem en dansker og en tysker, og derigennem problemer med værnemagten for danskeren.
Henry Olesen fornemmede imod krigens slutning, at der var nye tider på vej. Modsætningerne dansker og tysker imellem skærpedes, og det blev ikke bedre efter, at det danske politi var blevet afsat. Hvordan alt dette kom til udtryk ved byggeriet i 10. Batteri, nåede Henry Olesen dog ikke at opleve, da han på et tidspunkt i 1943 blev kaldt tilbage til værkstedet på havnen for at arbejde.
Henry Olesen har siden hen givet udtryk for, at han på intet tidspunkt havde fortrudt sit arbejde for tyskerne, for som han sagde: ”Hvis ikke jeg havde gjort det, så var der bare nogen andre, der havde.”
|
|
Henry Olesen i Bunkerbyggeriet i Hirtshals. Henry står i midten med hænderne i lommen |