|
Bunkermuseet Hirtshals 10. Batteri
|
|
Udviklingen i 10. Batteri – 10./H.K.A.R. 180
Hirtshals’ rolle i det første besættelsesår
Da Danmark den 9. april 1940 blev besat af den tyske værnemagt, havde tyskerne ikke nogen plan om at tildele Hirtshals nogen speciel rolle i besættelsen af landet. Men da Hirtshals havn i vinteren 1940/41 lå isfri, til forskel fra de øvrige havne i Nordjylland, øgedes opmærksomheden omkring byen, hvor der nu fra havnen blandt andet blev transporteret sild fra Norge til Tyskland via Hirtshals.
I takt med at Hirtshals havn fik større betydning for tyskerne, skulle forsvaret af havnen ligeledes udbygges. Tyskerne var dog kommet i besiddelse af så lange kyststrækninger igennem erobring af land i Nord- og Vesteuropa, at den tyske flåde hverken havde materiel eller mandskab nok til at beskytte hele strækningen. Ydermere havde tyskerne planlagt et angreb på Sovjetunionen, hvilket ville betyde, at langt de fleste tropper ville blive rykket østpå fra Nord- og Vesteuropa. Da kyststrækningen i vest ikke måtte blive for sårbar overfor eventuelle engelske angreb, blev kystbatterier et vigtigt led i forsvaret af kysten - herunder også for beskyttelsen af havnen i Hirtshals.
Første udbygningsfase
Hirtshals blev tildelt to kystbatterier – ét som blev placeret øst for havnen, og ét som blev placeret vest for byen ved Hirtshals fyr. Begge batterier blev udstyret med franske 10,5 cm kanoner, som var blevet erobret under angrebet på Frankrig.
Den 24.-25. juni 1941 var batteriet ved fyret bragt i stilling - det kom hovedsageligt til at bestå af fire franske 10,5 cm kanoner. Derudover indeholdt batteriet blandt andet to små ammunitionsrum, to pejlestationer samt maskingeværsstillinger oppe ad skrænten til forsvar imod luftangreb. Til batteriets mandskab var der opført træbarakker.
Den nye Vestvold
Eftersom de tyske tropper på østfronten endnu ikke ved udgangen af 1941 havde opnået den afgørende sejr på østfronten, skulle der hentes flere tropper fra Nord- og Vesteuropa. Samtidig var tyskernes frygt for en engelsk landgang på den lange kyststrækning mod vest stigende, hvorfor kystforsvaret måtte forstærkes. Af denne grund udstedte Hitler ordren om opførelsen af den ”Ny Vestvold” – også kaldet Atlantvolden. Denne forsvarsvold skulle gå fra den spansk/franske grænse i syd til Nordkap i nord.
Den nye Vestvold skulle gøre det muligt at afvise større landgangsoperationer. Da dette skulle ske ved brug af så få tropper som muligt, blev der stillet skrappere krav til befæstningsanlæggene – nu skulle mandskab såvel som våben beskyttes i bunkere. For at lette processen i forbindelse med bunkerbyggeriet, kom bunkerne til at indgå i et standardsystem kaldet ”Regelbau”. Der fandtes ca. 200 typer af bunkere i dette system, og i Hirtshals er 25 af disse repræsenteret.
Anden udbygningsfase
Udbygningen efter de nye retningslinier startede i Hirtshals i sommeren 1942. De franske 10,5 cm kanoner blev nu flyttet op på højderyggen i plan med fyret til åbne kanonstillinger, hvormed skudvidden blev mere fordelagtig. Herudover blev der støbt fire mandskabsbunkere, to ammunitionsbunkere samt en ildlederbunker. For at transport af materialer mv. til bunkerbyggeriet skulle blive lettere, blev der lavet nye betonveje ind til batteriet.
For at alle batteriets funktioner kunne komme under beskyttelse af beton, samt for at batteriet skulle kunne forsvare sig til alle sider, fortsatte udvidelsen af batteriet. I løbet af 1943 blev der i alt bygget 15 kraftige bunkere i batteriet, herunder en brøndbunker, en sanitetsbunker, en køkkenbunker og en garagebunker til en 150 cm lyskaster.
I løbet af 1942-1943 blev batteriets materiel ligeledes væsentligt forstærket; batteriet blev blandt andet tildelt fire 5 cm samt tre 8,1 cm mortérer, tre franske 2,5 cm Hotchkiss luftværnskanoner, en 750 cm afstandsmåler, en 300 cm afstandsmåler og en 150 cm lyskaster. Batteriet blev ligeledes tildelt en radar, som skulle kunne overvåge kysten, så fjenden kunne nedkæmpes i al slags vejr.
Efter en udvidelse af batteriets størrelse blev der bygget et antal maskingeværsstillinger, samtidig med at batteriet blev omgivet af minefelter, jordvolde samt brede pigtrådsspærringer, som skulle beskytte batteriet. Derudover blev der bygget en del små bunkere, som skulle kunne fungere som beskyttelsesbunkere for seks mand, hvis det kom til bombeangreb.
Tredje udbygningsfase
Den 4. november 1943 udstedte Hitler førerordre nr. 51, som krævede en kraftig forstærkning af kystforsvaret i Nordvesteuropa – herpå rejste feltmarskal Rommel i december 1943 rundt i Danmark og inspicerede kystforsvaret. Her blev det besluttet, at kystforsvaret først og fremmest skulle udbygges syd for Limfjorden, da et angreb på Nordjylland syntes usandsynligt. |
|
Rommel på inspektion
Billedet er venligst udlånt af Tonny Jensen – Fotograf: ukendt |
|
Marinefolk i 10. Batteri
Billedet er venligst udlånt af Peter Jensen – Fotograf: ukendt |
|
Pansergrave i Hirtshals dækkes til efter befrielsen
Billedet er venligst udlånt af Historisk Arkiv Hjørring – Fotograf: ukendt |
|
Udgravninger i 10. Batteri
Billedet er venligst udlånt af Peter Jensen – Fotograf: Tonny B. Jensen |
|
10. Batteri som frilandsmuseum
10. Batteri lå i mange år gemt af vejen for foden af fyret. I 1980’erne kom det for første gang på tale, at 10. Batteri kunne laves til museum. Det var dog først i 1992, da en gruppe lokale entusiaster tog fat på arbejdet, at der kom gang i udgravningen af bunkeranlægget. Udgravningerne i området varede omkring ti år fra 1994 til 2004, og på baggrund af Bunkergruppens store stykke arbejde med området i form af udgravninger af bunkere såvel som sikring af naturen og fremskaffelse af udstillingsgenstande mv. har 10. Batteri nu i flere år fungeret som frilandsmuseum. |
|
Der blev dog i 10. Batteri i foråret 1944 bygget lukkede kanonstillinger til de fire 10,5 cm kanoner, så de var bedre beskyttet imod allierede luftangreb. Flytningen af kanonerne betød dog, at hver kanon nu kun havde en skudvidde på 120 grader. Til de nye kanonstillinger byggedes der to nye ammunitionsbunkere, da de gamle efter flytningen af kanonerne lå for langt væk. Ydermere blev der bygget en bunker til batteriets for nyligt tildelte radar af typen ”Würzburg Riese”, alt imens batteriets gamle radar fik en placering i den sydlige ende af batteriet.
Selv efter invasionen i Normandiet den 6. juni 1944 fortsatte udbygningen af Atlantvolden - også af 10. Batteri; tyskerne frygtede nemlig stadig, at de allierede ville invadere andre områder på den lange kyststrækning. Der blev således i 10. Batteri yderligere lavet stillinger til tre 5 cm tyske kampvognskanoner, en bunker til en 4,7 cm tjekkisk kanon, en russisk 7,62 cm kanon blev placeret i en jordstilling i den sydlige del af batteriet, ligesom en 8,8 cm kanon også blev placeret i den sydlige ende.
Efter Danmarks befrielse
Det kom aldrig til decideret kamp i 10. Batteri, til trods for at der fire gange blev skudt efter allierede fly, som var kommet på afveje. Kort efter befrielsen den 5. maj begyndte de tyske tropper marchen sydpå. Bevogtningen af batteriet blev i første omgang overtaget af den danske modstandsbevægelse, herefter af Den danske Brigade for til sidst at blive videregivet til den genetablerede danske flåde. |
|
Batteriet skulle efter befrielsen afmonteres; våbnene var så forældede, at den danske hær ikke havde nogen interesse i at genbruge dem, hvorfor de blev kasseret som skrot. Rydningen af minefelter omkring batteriet var et større og meget farligt arbejde, og udførtes af frivillige tyske soldater. Arbejdet kostede i løbet af den første måned seks dræbte og seks sårede ud af de oprindelige tredive mand, som skulle udføre arbejdet.
Omkring 10. Batteri var det dog ikke kun minerydningen, som tog tid; pansergravene skulle fyldes op, pigtråden omkring batteriet skulle fjernes, de spanske ryttere skulle skilles ad og sejles bort, og bunkerne skulle tømmes for indhold og dækkes til. |